- Counter-Currents Publishing - https://www.counter-currents.com -

Moralsk alvor

NewRightOldRight1crop [1]1,119 words

English original here [2]

Forfatterens bemærkninger:

Dette er et uddrag fra ‘New Right vs. Old Right’. Hvis du ikke allerede har læst det, så skal du læse det. Hvis du allerede har læst det, så læs det igen og igen, til det bundfælder sig.

“This ain’t no party. This ain’t no disco.
This ain’t no foolin’ around.”
—Talking Heads, “Life During Wartime”

Jeg har været aktiv som Hvid Nationalist siden år 2000. Min samlede oplevelse har altovervejende været positiv, men ikke helt og aldeles.  Det sværeste at leve med har ikke været tosserne, men den totale mangel på moralsk alvor, selv blandt de mest velunderrettede og principfaste Hvide Nationalister. Jeg kender folk, der oprigtigt mener at vor race er offer for et bevidst forsøg på folkemord, begået af det organiserede jødiske samfund. Men trods erkendelsen af en rædsel af det omfang, lever de liv præget af forfængelighed, fjollerier og selvforkælelse.

Jeg er overbevist om, at flere mennesker vil involvere sig i vor Sag, hvis vi følger to regler: (1) hver mand afgør selv, hvor åbenlyst og hvor meget han vil involvere sig, og (2) alle andre må respektere de beslutninger. Men vor Sag vil kun blive bragt til sejr, hvis vi kan overbevise folk om (1) at gøre alt, hvad de kan inden for deres selvafgrænsede tryghedszone, og (2) at udvide deres tryghedszoner, så de bliver villige til at løbe større risici for Sagen. Men for at kunne gøre det, må vi forholde os til spørgsmålet omkring moralsk alvor.

Jeg kender Hvide Nationalister, som ville løbe ned ad gaden ved højlys dag, mens de råbte ”Stop tyven!” så højt de kunne, hvis nogen var i færd med at stjæle deres bil. Men når de konfronteres med den kendsgerning, at hele vor civilisation og selve vor races fremtid er ved at blive stjålet, gør de ikke andet end at mumle hentydninger i skyggerne.

Jeg kender Hvide Nationalister som fuldt ud begriber alvoren og omfanget af det jødiske problem, som har set jødiske kup og undergravelser af den ene højreorienterede institution efter den anden, og alligevel tror, at de på en eller anden måde kan ‘bruge’ jøderne til noget.

Jeg kender Hvide Nationaliser, der er fuldt ud klar over, hvor korrupt og fordærvet det politiske etablissement er, og alligevel involverer sig i valgkampe. Jeg kender erklærede Nationalsocialister, der har doneret langt mere til Det Republikanske Parti, end de har til Sagen.

Jeg kender Hvide Nationalister, som bruger halvtredstusinde amerikanske dollar om året på spiritus og strippere – eller tredivetusinde på at spise ude – eller femogtyvetusinde på deres garderober – eller hundredetusinde (100.000!) på et bryllup, og alligevel beklager sig bittert over Sagens mangel på fremgang.

Jeg kender Hvide Nationalister, som giver betydelige andele af deres indkomst til kirker, der fremmer anti-hvide tiltag, men aldrig overvejer regelmæssige donationer til den pro-hvide Sag.

Jeg kender folk med overbevisninger, der placerer dem til højre for Hitler, som påstår at vi aldrig bør hævde, at vi kæmper for den hvide race eller imod jødisk magt, men stadig tror, at vort folk af den ene eller den anden årsag vil slutte op om os, fremfor de 10.000 andre raceblinde, jødevenlige konservative grupperinger.

Jeg kender Hvide Nationalister, der mener at vor race er i færd med at blive udslettet, men insistere på, at vore fjender ”ikke ved, hvad de gør”, at de stikker sig selv blår i øjnene, at de grundlæggende er velmenende, og at det hele bare er en forfærdelig misforståelse.

Jeg kender Hvide Nationalister, som aldrig ville indrømme at hade nogen eller noget, selv ikke den grib, der hakker i deres indvolde.

Der er ingen, der tvinger dem til den adfærd. De opererer alle inden for deres selvafgrænsede tryghedszone. De kunne alle sammen gøre mere, selv inden for deres tryghedszone. Så hvorfor handler de så ikke med den beslutsomhed og den moralske alvor, som truslen om udslettelse af alt, hvad vi har kært, fordrer?

Jeg foreslår to forklaringer. For det første, tror de inderst inde ikke, at vi kan vinde, og derfor forsøger de ikke for alvor. For det andet, og væsentligere, er de stadig knyttet til den borgerlige livsform.

Folk afslører deres sande prioriteter i mødet med Døden.

Den sande intellektuelle sætter sandheden højere end selve livet. Sokrates er en helt for intellektuelle, fordi han valgte døden da han blev stillet overfor valget mellem at opgive sin sandhedssøgen eller døden. De fleste intellektuelle står ikke over for det valg, men skulle det ske, så håber de, at de også vil vise heltemod, for intet afslører sandhedskærlighed som martyrdøden.

Den sande kriger sætter æren over selve livet. Leonidas og De Trehundrede er helte for krigere, fordi de valgte døden da de blev stillet over for valget mellem døden eller vanære. Det er – jeg gentager – ikke enhver kriger, der møder valget så skarpt mejslet, men hvis han skulle gøre det, så håber han, at han vil vælge død og ære, for intet afslører ærekærlighed som heltedøden.

Det borgerlige menneske sætter intet højere end at forblive i live. Han frygter intet mere end en voldsom død. Derfor findes der ingen form for heltedød, der viser oprigtig troskab overfor borgerlige værdier. Den sande intellektuelle dør martyrdøden. Den rendyrkede kriger dør på slagmarken. Det rendyrkede borgerlige menneske ser frem til en behagelig pensionisttilværelse og at dø i sin seng.

Nuvel, talløse amerikanske soldater er døde i kampen for ’frihed’, ’demokrati’ og studiestipendier. Men de er alle blevet bondefanget af mænd, der mener, at intet er værd at dø for, for at sikre at borgerskabet kan tjene penge, spille golf og dø i sengen.

Man har kun én død. Så må selv mennesker der ønsker sig et heroisk martyrium vælge deres kampe med omhu og sikre sig, at deres død gør en forskel. Ja, man skal spare på kræfterne. Ja, man skal passe på sig selv. Ja, man kan ikke leve hver dag, som var det den sidste.

Men disse truismer tjener til at bortrationalisere fejhed. For på et tidspunkt må man spørge sig selv, hvad man sparer sine kræfter til. Til syvende og sidst vindes sejre ikke ved at spare på kræfterne, men ved at bruge dem. Og det, vi ikke giver i livet, bliver taget i døden.

Ikke desto mindre er hele den borgerlige drøm bygget på at undgå denne enkle, ubehagelige virkelighed. Det borgerlige menneske ønsker evig vår og vedvarende fred, at leve lykkeligt på solbeskinnende golfbaner, fri for tragiske valg og tragisk storhed, fri for idealer, der kan gennembore hans hjerte og udgyde hans blod.

Men man kan ikke styrte et system, som man er en del af. Man kan ikke udfordre verdens herrer og regne med at nå pensionsalderen. Man kan ikke kæmpe imod Sauron, mens man holder sig forsigtigt tilbage. Overfor en verdensudslettende ondskab har vi ikke længere råd til at være den slags mænd.